Projektet vil introducere en ny forædlingsmetode for kartofler, der skal sikre hurtigere forædling og anvendelse af nye linjer i kartoffelproduktionen ved markant at forkorte den tid, det tager at udvikle og markedsføre nye kartoffelsorter.
Det vil projektet gøre ved at introducere ”multi-trait” selektion kombineret med genomisk selektion. Kartofler er i dag en af de afgrøder, der sprøjtes mest, hvorfor der kontinuerligt stilles krav til forædling af sorterne, således at sprøjtebehovet kan reduceres.
For at imødekomme de forskellige krav til konkurrencedygtige sorter, der er sygdomsresistente og klimatilpassede med et højt udbytte og proteinindhold, er det imidlertid nødvendigt at reformere det nuværende forædlingsprogram.
Forædlingen vil bl.a. muliggøre en øgning af vegetabilsk proteinudvinding på 5% i sidestrømmen fra stivelsesproduktionen. Projektet bidrager til at klimatilpasse fødevareproduktionen ved at forædle til nye, mere robuste kartoffellinjer.
Dette vil samtidig bidrage til at reducere mængden af sprøjtemidler, der spredes på de danske kartoffelmarker. Projektet forventer et økonomisk provenu for den kommercielle partner, der forventer at afsætte nye forældede læggekartofler til kartoffelproducenter i Danmark såvel som udlandet.
